Kunsten i at gå 19,2 km med oppakning.

Igår skulle vi med klassen gå 19,2 km, med kilovis af oppakning.
Vi havde ondt i ryggen allerede da vi startede.
Vejret var heldigvis fint dvs, ikke for varmt, men heller ikke koldt. Vi var nød til at gå hurtigt, men alligevel faldt drengene meget tilbage, og endte med at være 3 km fra os andre. What ever, så fik de jo også en kortere pause. Vi holdte to stop på den lange tur, og var fuldstændig færdige.
Vores lærer sang, (næsten alle sangene var fra Ørkenes Sønner)
Og vi holdte modet oppe. Til sidst var det eneste vi sagde til hinanden: "Jeg kan altså ikke mere," "Jeg dør,"
eller "Jeg tror ikke jeg overlever!"
Det var virkelig, virkelig hårdt. Men faktisk også ret hyggeligt. Til sidst glemte man, hvor mange vabler man havde fået, hvor træt man var. Og tænkte bare på målet.

Da vi ankom, og smed vores tasker, var det som om man fløj fordi man jo så lige var blevet de, en del kilo lettere. End da man havde rygsækken på. Vi gik turen på 5 timer.

Vi lavede bål, var nede ved en sø, og lavede forskellige aktiviteter. Og om natten sov vi i shelters. En slags hytte, hvor den ene side er fjernet. Det var en vildt hyggelig tur, men jeg tror nu alligevel ikke det var noget jeg ville gøre hver dag. Altså det med at gå 19 km.

Man kom også til at tænke på, hvordan dem i Afrika har det. Dem som skal gå samme længde, med samme oppakning. Hver eneste dag. Sikke et liv.

Her er nogle billeder fra vores tur:

Vi gør klar..

Så er vi på vej. #Clara's frække taske.

Første stop.

Clara & Signe.

Omg.. Vi var døde..

Holder hovedet højt. Mig, Signe & Siglev.

Pause igen. #Happyface. Laura.

André døde lige..

Dejlige piger.

Køer.

Søen & Klassen.

Søen & Wang.

Søen.

Mathilde & Sofie.

Sofie og hendes frække ko-kæreste. HAHA



//Det kan lade sig gøre.




-GO WEEKEND!!