tirsdag den 28. august 2012

My life, Karoline #4

De næste par dage var frygtelige. Jeg havde det forfærdenligt. Som om Natalie har taget nogle kæmpe træsko, og trampet rundt i mit liv. Ødelagt alt. Alt hvad der var mit. Alt hvad jeg herskede over.
Alt. Bare alt.

Like'sen begyndte at dale lynhurtigt. Og snart var jeg ikke gudinden Karoline. Men Karoline. Bare Karoline.
Jeg begyndte at skære i mig selv. Følte ikke at jeg var værdig til at leve. Folk var alligevel ligeglade med mig.

Jeg sad for det meste bare alene. Helt alene, inde på mit værelse.
Hver dag foregik sådan. Jeg svarede ikke mine veninder. De stoppede med at skrive til mig.
Til sidst var jeg bare alene i et stort sort hul.


En dag, da jeg sad på facebook, som alligevel var ligegyldigt, ploppede en besked op. Woow, første gang i flere uger. Den var fra Natalie. Jeg overvejede først om jeg bare skulle ignorere det. Det var sikkert bare et eller andet hate, og det var i hvert fald det sidste jeg kunne magte lige nu.
 Alligevel åbnede jeg beskeden. For jeg var jo nysgerrig.

"Hey søde. Vi har aldrig fået talt så meget sammen, og du virker lidt trist for tiden. Er der noget jeg kan gøre? Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. De andre i klassen siger at de slet ikke kan kende dig mere. Skriv okay? Har selv prøvet at begå selvmord engang. Men har ikke sagt det til så mange. Knus Nata."

Som om. Vred flød i mit blod. Som om hun ville hjælpe. Og som om jeg havde brug for hjælp. Hun var fandme bare ude på at få endnu flere likes. Idiot. Kælling. So. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Hun var min fjende. Hun var dronningen med flere 100 likes. Jeg var tjenestepigen, hvis likes efterhånden var pinlige at sige højt. Jeg skulle forestille at følge efter hende. Gøre hvad hun sagde. Nej tak.




2 kommentarer:

  1. Hej, super fed blog. Følger dig nu. Vil du følge tilbage? TAK!
    http://whiteanddarknights.blogspot.dk

    SvarSlet
  2. Tusind tak, og Ilm. Følger da lige tilbage.

    SvarSlet