My Life, Karoline #5

Mit liv var forandret. Ødelagt. Folk sagde "Hej" oppe i skolen og sådan.
Men på facebook.. Var jeg som luft for dem. Ligegyldig. Hende uden likes.

Men hvis folk, syntes jeg var ligegyldig. Og jeg selv synes jeg var ligegyldig.
Hvorfor var jeg her så?
Livet var ydmygende.

Jeg pjækkede en del fra skole. Var ligeglad.
Mit værelse var rodet som aldrig før, og jeg var ligeglad. Igen.

En dag, da jeg sad på værelset, under dynen. Pjækkede igen. Bankede det på døren.
Mor ville først være hjemme klokken 16, så hvem det var, kunne jeg ikke regne ud.
Jeg gik slattent ud mod døren. Åbnede den, og så hvem der stod der, lige foran mig.
Jeg følte frygt. En susende kold vind, sivede igennem min krop.
Det var Natalie. Hun hadede mig sikkert. Fordi jeg var så ligegyldig, klam, og ingenting.

Men hun smilede. Jeg kiggede på hendes mørke øjne, som jeg altid har været tryg ved. Så tryg at jeg har følt mig bange. Det var også sådan andre følte om hende, og det var derfor så mange kunne lide hende. Eller måske bare fordi hun havde mange likes.

I cirka et minut stod vi bare og kiggede. Så sagde hun: "Hej. Må jeg komme ind?"

Med ét, forsvandt alt der havde været tryg, og jeg var igen bange. Hvad ville hun her? Fortælle mig, hvor ligegyldig jeg var?

Jeg råbte af hende: "Jeg ved sku da godt at jeg er ligegyldig. At du er bedre end alle. Jeg ved godt, at du har så mange likes, at man skal kunne lide dig. Ellers er man ude. Ude af fællesskabet. Du behøves ikke komme her og fortælle mig noget som helst. Fortælle mig, at du har ødelagt mit liv. Skrid. Bare SKRID!"

Jeg smækkede døren hårdt i, og løb med tårer i øjnene op ad trappen, op til mit værelse.
Hvad havde jeg gjort? Jeg hav gjort mig selv til grin. Kritiseret hende, man skal kunne lide. Gudinden. Natalie.

Jeg var pinlig over mig selv, og blev i flere dage i min seng. Min mor var ligeglad. Hun troede jeg var syg.

En dag bankede det igen på døren. I nogle sekunder overvejede jeg om jeg overhovedet skulle åbne. Hun kiggede på mig igen. Roligt. Trygt.

"Karoline. Jeg er ikke ude på at ødelægge dit liv. Jeg har slettet mi facebook." Jeg var overrasket. Jeg vidste godt, at det ville tage hende flere uger, at samle alle de likes sammen som hun havde før.

"Livet er ikke kun facebook. Det er som om man har to liv. Det rigtige, og facebook. Jeg har nu slettet mit ene liv, og vil leve det andet fuldt ud. Vi kan gøre det sammen. Leve livet. Du ved YOLO, og alt det der."

Jeg forstod hende ikke rigtigt. Man kunne sku da ikke leve uden facebook. Vi ville ende ligesom Troels i klassen, som ikke aner en skid, og ingen venner har, fordi han ikke har nogen facebook.

Men måske. Natalie gav mig en indre styrke. Hvis hun kunne, kunne jeg også. Især fordi hun har så mange venner. Alle elsker hende.
Men gør de også det, når de finder ud af at hun har slettet sin facebook? Sit andet liv?