torsdag den 4. oktober 2012

Dybe tanker.

Døden.
Døden har aldrig været mig særlig tæt. Jeg har aldrig prøvet at miste nogen som var særlig tætte.
Men jeg har tænkt meget over, jeg er faktisk ikke særlig bange for at dø. For døden kan være der når som helst, og ingen ved hvornår den vil indtræffe. Det kan være om 2 minutter, 2 måneder, eller 50 år. Ingen ved det.

Idag gik jeg mig en tur. Faktisk var det for præcis 10 minutter siden. Som i kan regne ud, var det jo så mørkt, men også utrolig friskt og klart.
Jeg kiggede op, og himlen var prop fyldt med stjerner. Jeg følte mig helt utrolig lille.
(Det har jeg jo så også været!)
Men det fik mig til at tænke. På en måde betyder hvert enkelte menneskes liv jo ingenting. Ingenting.
Der er flere milliarder andre mennesker på jorden, så der sker jo ingenting hvis jorden mister en enkelt.
Eller nogle tusind. Eller for den sags skyld dem alle sammen. Så ville der bare være andre dyr, som overtage jorden. Og endda hvis hele jorden "døde", ville der ingenting ske, der er tusindhvis af andre planeter.

 På den måde er livet ligegyldigt. Som om vi mennesker bare lige hurtigt har fået chancen for at prøve at leve. Så nemt ville livet være uden følelser. Men med følelser kan vi mennesker komme til at tro, fx hvis vi føler os ensomme; "Åh, jeg har det så hårdt, Ingen kan lide mig, mit hår er grimt, osv.."

Men det er jo ligemeget. For hvad skal du bruge det til?
DIT liv er et splitsekund af jordens historie. Den er pænt ligeglad om dit hår er pænt. Den er faktisk ligeglad om du er her. Egentlig betyder du ingenting. Ingenting.

Men hvad er så vigtigt? Hvad betyder så noget?

Det spørgsmål har jeg tænkt en del over. For det er ikke helt ligetil, og det vil være forskelligt fra person til person. Men for mig, er det egentlig vigtigt at være glad. Og gøre andre glade. Have følelsen af at gøre mere gavn end unytte i verden.


Nogle gange får jeg den følelse, når jeg tænker på dybe tanker, at jeg svæver, ikke er, og er alt, og den varer kun få minutter. En kendt følelse som ikke alle får, men især store filosoffer også kender til. Jeg havde den da jeg startede med at skrive, men nu er den væk, så stopper nu. Egentlig er det meningen at jeg vil prøve at vække den følelse inde i jer. Virkede det?
Kun du ved det.

Tak fordi i gad lytte til mine tanker. Her nogle billeder som matcher teksten:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar