Pigen

En lille historie, skrevet af min beskrivende hjerne. Og nej, historien er ikke om en kræftramt pige, en fattig, eller andet. Den er skrevet om den pige, jeg kender allerbedst i hele verdenen.


Pigen
På den smukke sti går en høj ung pige.  Hendes hår er langt, men hun ønsker det meget længere. Håret er smukt glat, og helt mørkeblond. Hun har store sorte converse på hendes fødder.  En høj lyd, kommer inde fra byen, og hun kigger nysgerrigt omkring sig. Da hun kommer tættere på, kan man se hendes ansigt er fyldt med fregner. Hun skjuler dem ikke. Hendes fingre passe perfekt på et klaver. Hendes neglelak er afskallet. Hun er doven. Alle hendes venner & veninder synes hun ligner en bjørn. En sød bjørn.

Hun ser forvirret ud. Forvirret på verden. På livet. Forvirret på menneskerne omkring hende, både de gode & de dårlige. Jo længere hun går på stien, jo mere bliver hendes gang, en lille smule haltende. Hun sætter sig ned midt på stien. Hun er mærkelig. Hun trækker computeren op, og skriver et blogindlæg om alt omkring hende. Om hvorfor verdenen er så mærkelig. Om alt, om intet.
Hun rejser sig, og går videre so om hun ikke lige havde siddet på stien. Hun tager sin Iphone frem. Der er en kæmpe ridse i skærmen. Hun er klodset.

Hun ringer om til en. De snakker, pigerne snakker & griner som om de er alene i verdenen. Hun kalder den anden pige ”Schøtte”. Hun lægger på. De lød glade.
Hun kigger op mod solen, som skinner i hendes hår. Hun er smuk. Ikke perfekt, men smuk.
Pigen er beskrivende. Hun skrev dette.
-Maja



(føler mig lidt slesk idag)