Livets vej. Og Slut med det.

Livet er egentlig meget som en vej. Livets vej. Du kører op og ned ad bakker, langsomt, og hurtigt. Du aner ikke hvordan næste bakke ser ud, eller hvornår den kommer. Det gælder bare om at nyde turen, mens den varer.

Skal jeg fortælle om min tur?
Nogen af jer vil nok smutte, fordi i synes det er skide ligegyldigt at høre på. Det forstår jeg godt, haha. I kan også bare smutte til slutningen, hvor der står noget andet.

Men jer af jer, som egentlig gerne vil lytte alligevel, skal jeg nok fortælle til.
De sidste par måneder, har min vej været fuld af sten og andet, det gør det sværere at nå videre på vejen. Gamle torne har siddet fast i mit hår, tornesom ikke ville give slip. En tid fuld af personer som løj, var forvirrende. Personer som man ikke vil såre, men er nød til det for at komme videre.

Men endelig er jeg nået op på toppen af bakken. Glad. Lettet. Tryg. Tryg i armene på dig.
På vejen fandt jeg et fantastiskt pære-træ. Jeg plukkede den største mest grønne, og saftige pære af dem alle. Jeg har min pære med mig overalt. Kun få forstår hvad jeg rigtigt mener, men det er også okay.

Nu er det ved at sidste indlæg, med dybe tanker, og mærkelige forvirrede indlæg. Jeg har forelsket mig i en fantastisk dreng, og livet virker nu ikke nær så forvirrende.

---------------------
Jeg har meldt min novelle "My Life, Karoline" til en konkurrence i Odense. Måske bliver den udgivet som rigtig film. Det kunne være ret cool.

Stay cool! Sol efter regn, og alt det der.