Nede for enden af vejen går en dreng. Han er høj. Høj og flot. Hans hår er mørkt og en anelse langt.
Hans ben er flotte og muskuløse, og der er hul i hans ene bukseben. Hans jakke er sort, eller måske blå. Det er svært at se fra så lang afstand.
Han går stille og roligt videre op ad vejen. Tættere og tættere kommer han. Han går forbi nogle piger, en del år yngre end ham selv. De siger smilende ting til ham. De kender ham godt.De ser op til ham. Han er deres træner. Deres ynglingstræner. Ham der kan lave sjov med dem, løbe rundt med dem på ryggen. Ham der trøster. Ham der hjælper.
Da han kommer tættere på, kan man se hans hænder. De er store, mandige, og ru, af lidt for meget harpiks.
De er perfekte. Da han kommer endnu tættere på kan man også ane hans blå øjne. De lyser op, og er dybe.
Da han kommer hen til lågen, løber en stor pjusket hund ham i møde. Han siger glade og opmuntrende ting til hunden. Den følger med ham op til huset.
Han smiler. Han er glad. Han er speciel. Helt sin egen. Der er kun en af ham, og han betyder mere end han kunne forestille sig. Han er en tanke der slet ikke forlader hovedet. Den anden halvdel. Nøglen.
Helt tæt på kan jeg mærke hans varme ånde. Han kysser mig på kinden, og siger han elsker mig. Jeg er lykkelig. For han er min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar