Du vælger selv

(En novelle skrevet og produceret på Talentweek 2013 i Hjørring)

Du vælger selv

Pokkers! Ikke nu igen.

For tiden laver jeg ikke andet end at ringe til min onkel med den mest bedende stemme, for at få ham til at hjælpe med at reparere vaskemaskinen. Hver gang jeg starter en vask, og den har kørt en halv times tid, stopper den pludselig, og er ikke til at starte igen. Jeg har slet ikke tid til problemer, og da slet ikke med vaskemaskinen.

Jeg samler det våde tøj ud af vaskemaskinen, og må vaske det i hånden. Igen.

Da jeg er færdig, og mine fingre er fuldstændig rynkede, sætter jeg mig i den dejlige sofastol. Blødt, koldt læder omfavner min krop, og hver eneste muskel i min krop slapper af. Aftensmaden laver ikke sig selv, det ved jeg godt, men eftersom jeg kun skal lave mad til mig selv, er et øjeblik som dette højst nødvendigt. Især i sådan en stresset hverdag som min. Jeg vasker tøj, laver mad, vasker hår, børster tænder, støvsuger, stryger, koger, skræller, pudser, kører, skriver, fejer, hver dag. Og når jeg har nået hele listen i gennem, går jeg i seng og gør det hele igen. Men sådan er det, sådan gør alle. Jeg har ikke engang et kæmpe hus der skal gøres rent, eller børn og mand der skal passes. Jeg har bare mig selv, og min lille 1-værelses lejlighed i centrum af København. Jeg har mit job som sygeplejerske der skal passes, og mit yoga jeg går til hver torsdag. Men det er også det hele.  Jeg tager min bog frem. Ikke nogen spændende Krimi, eller romantisk kærlighedshistorie. Kun en sølle sygeplejerske bog, uden noget klimaks eller ”Point of no return”.

Jeg kommer i tanke om at jeg efterhånden har siddet her længe, og rejser mig igen. Pligterne venter, og jeg går nu lystigt i gang med kogningen af et par kartofler, og opvarmningen af lidt rester fra maden i går.

”Hun nynnede engang,

En lystig sang,

Om at blive ældre og selvstændigt vælge,

Hun blev fanget i samfundets fælde.

En hjernevask,

Hun var ikke rask.

Se klart!

Vær’ smart!

Du vælger selv.”

Jeg vågner ved lyden af.. Ja hvad tror du?

Et vækkeur, ligesom alle andre normale mennesker. Klokken er 10, det er torsdag. Min fridag, min yogadag. Der plejer jeg normalt, at rengøre huset, og lave mig et lækkert aftenmåltid, og som regel også læse lidt i de ”spændende” sygeplejerskebøger.  

Jeg pakker min taske, liggeunderlag, håndklæde, drikkedunk. Det hele ligger klart i tasken. Jeg starter min lille Fiat 500, og kører mod yogahuset. Da jeg starter bilen, begynder det straks at regne. Store fede regndråber, plasker ned mod ruden, som om de var kommet for at angribe mig.

Jeg falder i staver over regnen, og forestiller mig det var penge der plaskede ned mod min rude, at jeg kunne stoppe bilen, løbe ud og bade mig i den voldsomme pengeregn. Penge kunne være fedt, men også smykker. De flotteste smykker som bare ville dale ned mod mig.

Whiiiuww! Dyyyyt! En bil suser omkring mig, da jeg er lige ved at køre ned i grøftekanten! Fuck!

Tilbage til virkeligheden Mathilde!

Jeg drejer ind i den smalle parkeringsbås, omringet af et svagt omrids af hvid maling. Den kunne godt trænge til en opfriskning.

Jeg går op af den snoede trappe, og trækker i dørhåndtaget. Den giver sig ikke. Ligger alle mine kræfter i. Låst. Døren er låst. Døren plejer aldrig, at være låst.  Jeg ringer til Yogalæreren Mette, ”Velkommen til Yogaskolen København. Vi har lukket i uge 23-24, pga. af sygemelding. Du er velkommen til at indtale en besked efter tonen.” Hvorfor har hun ikke meddelt det? Jeg sætter mig på trappetrinnet.

En ung mand kommer op af trappetrinnet, jeg rykker mig så han kan komme forbi, og kommer i tanke om planterne jeg har glemt at vande. Han rykker i dørhåndtaget, men skænker ham ikke en videre tanke.

”Hvorfor er døren låst?” siger han, og smiler oprigtigt til mig. Jeg skæver over til ham, ”Noget sygdom eller noget.”

”Så I skal ikke have frugt i dag?” siger han, og prøver at fange min forstyrrede opmærksomhed. Hans hud er mørk og flot, hans øjne mørke og dybe, som sirup, men mine tanker kører på planterne og ikke hans øjne. ”Nej.”

”Jeg levere ellers frugt hertil,” siger han og viser den flettede kurv, han bærer på den ene arm. Han sætter kurven, og sætter sig ved siden af mig. ”Vil du have et stykke?” Han nikker over mod kurven. ”Nej tak, men dine pærer er fantastiske.” Hans pærer er virkelig fantastiske, men jeg må videre og hjem igen. Til planterne. De mangler vand.

Han snakker hurtigt videre, da han kan se jeg rejser mig, ”Vil du se hvordan jeg laver dem? Pærerne altså? Kom ned på Virregade i aften kl. 19, så viser jeg dig vej.”

Jeg tager tasken, og smutter ned af trappen. Inden planterne dør helt.

På vej hjem svirper han kort forbi mine tanker, selvfølgelig ville jeg gerne se hvordan man lavede de lækre pærer, men det passer ikke ind i min plan. Især ikke klokken 19, som er der jeg gerne skulle sidde og spise.

Gaden er oplyst af gadelygter, selvom solen endnu ikke er gået ned. De små restauranter serverer mad på store fade, med pomfritter, ovnbagte, friturestegte, hjemmelavede. Skåle med bearnaise sovs og lækre bøffer.

”Hey. Du kom.”

En varm ånde puster mig i nakken. Hans hånd er på min skulder. ”Jeg elsker dine pærer.”

Hvorfor jeg er kommet har jeg ingen normal forklaring på, men det må være pærernes skyld. Hvis han giver mig nogle med hjem, kunne jeg evt. lave en pæretærte en af dagene.

”Jeg elsker dine krøller,” svarer han tilbage og sender mig en sødt smil. Komplimenter er ikke dem jeg får flest af, så den røde farve svulmer op i mine kinder.

 Jeg har altid været glad for mine lange sorte krøller.

Han peger ned af gaden og jeg følger efter. ”Hvad hedder du egentlig? ”Hvorfor han vil vide mit navn, ved jeg faktisk ikke, men svarer dog alligevel bare af ren nysgerrighed, ”Mathilde, dig?”

”Jeg hedder Felix, Felix Gordon.” Han vifter håret væk fra øjnene, og fortsætter ned af gaden.

Forbi gader, halvt oplyste, halvt mørke gader, forbi lejligheder, parker, ind af en stille vej, og ud på et område fyldt med natur. Træer, små marker, planter, små ”skurhus” agtige huse. Han stopper. Vender sig rundt mod mig. Jeg trækker vejret ind, luft. Frisk luft. Han starter stille med at gå igen.

Han starter med at gå igen, og stopper ved det jeg vil formode er pæretræer. Jeg har aldrig set dem selv, kun i butikkerne. Men der sidder de jo ikke på træer.

”Vil du smage? Du tager bare en.” Jeg er mættet af alt den nye natur, og kan ikke koncentrere mig om pæreren. ”Hvor bor du?” Jeg plejer ikke at være nysgerrig omkring folk, kun mig selv og min egen hverdag. Men han er anderledes. Eller måske ikke. Han sætter sig til at gå igen og går over imod en lille skurvogn. Da han åbner døren, smider han ikke skoene ved indgangen, han beholder dem på. Da jeg kommer ind ser jeg ikke en vagabonds bolig. Jeg ser en menneskebolig. Med en flot, stor, blød seng. I sengen ligger ca. 30 forskellige farvede puder. Et minikøkken, og minibord. Men ikke i campingstil eller lignende. Flot kvalitet. Flottere og bedre, end min egen bolig derhjemme. ”Her er mit hjem.” Han ligger sig i sengen, og smider dog skoene ved sengekanten.

”Jeg burde .. Tage hjem.” Jeg kommer i tanke om, hvad jeg dog laver i et fremmed menneskes hjem. ”Hvorfor?”

”Jeg skal.. Vaske op og sådan. Vaske tøj.” Han kigger undrende på mig, ”Skal du da ikke det?” spørger jeg. ”Ikke nu, måske senere. Måske ikke. Det bekymrer mig ikke.”

”Hvorfor bor du sådan her? ”Spørger jeg igen, selvom jeg egentlig var på vej hjem.

”Hvorfor ikke? Jeg har det fantastisk herude. Fri.” Jeg smutter ud af døren. Jeg burde slet ikke have været taget herud.

Hun spærrede øjnene op,

Nervøsitet i hende krop.

Ingen rammer, intet fængsel,

Han var fri.

Hun så, men turde ikke sig’,

Det var et nyt liv,

Et andet slags.

”Du vælger selv,”

Ville han have sagt.

Jeg gik tidligt i seng den dag. Sov, men drømte. Om pærer. Træer, med pærer. Om manden. Felix.

Næste dag går på rutine. Står op, børster tænder. Laver morgenmad, kaffe. Kører på arbejde. Jeg ordner papirer. Kedeligt. Det har jeg aldrig tænkt over. At det er kedeligt at ordne papirer. At arbejde. At vaske op. Tænk at få penge for at dyrke pærer. Pærer, æbler, blommer.

Kl. 15.14, står jeg på området fyldt med natur. Det ved jeg, for jeg kigger på min telefon. 5 opkald fra arbejdet. Jeg stak af. Stak af fra papir. Krusedulle fyldte papirer, med tal og bogstaver. Hvorfor ved jeg stadig ikke. Men det er som om jeg først ser klart nu. Ser klart hvad livet er. Eller hvad det ikke er. Livet er hvad man vælger, man kan vælge at vaske op. Og man kan vælge at plukke pærer.

”Hej,” jeg banker på døren, og stikker hoved ind. Men Felix er ikke at se nogen steder.

Jeg går lidt rundt omkring, måske er han slet ikke hjemme. Bag ”huset”, er der blomster. Det så jeg ikke i går, men overalt er der blomster. Gigantiske blomsterblade, breder sig ud over det store naturareal. I alle farver. Jeg har aldrig tænkt over at der findes så mange blomster.

”Kigger du på blomster?” Jeg får et gigantisk chok, da han pludselig står bag mig. ”Jaa.. Jeg tænkte bare, din have er flot. Og dit hus.”

”Tak, jeg arbejder lige på at plukke blommer. Vil du hjælpe?” Selvfølgelig vil jeg det. Et par hundrede meter længere væk, blomstrer tusindvis af andre træer op. Frugttræer, selvfølgelig. Vi plukker blommer, i flere timer. Holder nogen pauser, og snakker. Om hvor gamle vi er og sådan noget. Han er 20, ligesom mig. Men han spørger ikke hvorfor jeg kom tilbage. Og hvorfor jeg overhovedet gik i går. Da mørket nærmere sig med tunge skridt, lister vi ind i hans hus, der er trygt og varmt. Vi spiller kort, og hører musik.

Han tager min hånd og siger, ”Du er smuk. Ligesom dine krøller.” Han aer mig på håret, og jeg læner mig op af hans flotte brystkasse. ”Livet er mere end opvask,” siger jeg. Og han griner. Vi griner begge to, og det er flere måneder siden, jeg sidst har grint så meget. Jeg har heller ikke haft nogen at grine med. Dele glæder med. Han tager min hånd, og kysser mig. På munden.

”Jeg må hellere til at hjem,” siger jeg efter det fantastiske kys.

Han peger over mod sengen, ”Her er plads til to i min seng. Hvis du altså har lyst.”

Ingen bestemmer hvor jeg skal sove.

”Hun endte med at forstå,

At alle i verden kan formå,

At vælge selv.

Tænk ud af en anden vej,

Livet er på vej,

Det kommer efter dig.”