Indlæg nr. 70! Wuuuhuuuu!

Ja, så er vi nået de 70 indlæg!
Det har været fantastiskt at kunne blogge, skriver sine tanker, følelser, og andet ned, og vide at folk læser dem.
For det kan jeg! Jeg kan se hvilke indlæg i læser mest af, og hvornår, og hvordan i går ind på bloggen.
Det er dejligt! Ligesom jer! hihih

Jeg elsker jer, men mest af alt..

-Elsker jeg Clara.

Fandt lige det ældste billede overhovedet der er taget af os.. 1 år siden, sexy du ved.. Eller noget..


MUHHAHAUAHUAH SIGNE DU TROEDE VI HAVDE GLEMT DIG!

MEN NEJ! Vi elsker også dig utrolig højt, det ved du!
 (ja, og her er vi så endnu mere sexy, lang tid siden du ved)



HAV DET BEDSTE EFTERÅR NOGENSINDE!

"Nyd hvert et øjeblik, du får det aldrig igen."


//Maja

Ingen er perfekte. Heller ikke mig.

Intet mennesker i hele verdenen er perfekt. Uden fejl. Fejfri.
Nogen har selvfølgelig større problemer i livet end andre, men alle vil komme ud for modgang i livet.
Før eller senere.


Alle har ting som de kun siger til deres nærmeste. Eller i hvert fald, ting som ikke lige er det første man siger når man møder nye mennesker.
Jeg har arvet en sygdom fra min far. Nu når jeg sidder og skriver det, synes jeg det lyder meget voldsomt.
Nogle vil sige det er ret voldsomt. Men folk som kender mig ved, at det ikke er noget man tænker over i hverdagen.

Min sygdom hedder MHE, Multiple Hereditary Exostoses. Jeg kalder det ekstraknogler. Min krop laver ekstraknogler samtidig med at jeg vokser, og jeg har mange ca. 20-40 stk.

Igennem de sidste 5 år, har jeg fået 7 operationer. Nogle rigtig store. Andre rimelig små.
En af de værste følelser jeg kender til, er følelsen af at folk tror jeg pjækker.
For nej, jeg er ikke i god form. Men det er også svært. Lige nu, kan jeg løbe 0,5 km, inden jeg bliver træt i benet. Det er lidt træls. Men sådan er det.

Men der er også ting jeg har været heldige med. Jeg har altid haft perfekte tænder, perfekt syn, og aldrig været allergisk overfor noget. Sådan er vi jo sjovt nok forskellige :-)

Jeg har taget billeder hvor i kan se mine ekstraknogler, og hvor lidt man ligger mærke til dem.
De er jo indenunder huden, hihihiih.
Ekstraknoglerne er markeret med en Stjerne:

Vi er alle forskellige.

//Maja

Dybe tanker.

Døden.
Døden har aldrig været mig særlig tæt. Jeg har aldrig prøvet at miste nogen som var særlig tætte.
Men jeg har tænkt meget over, jeg er faktisk ikke særlig bange for at dø. For døden kan være der når som helst, og ingen ved hvornår den vil indtræffe. Det kan være om 2 minutter, 2 måneder, eller 50 år. Ingen ved det.

Idag gik jeg mig en tur. Faktisk var det for præcis 10 minutter siden. Som i kan regne ud, var det jo så mørkt, men også utrolig friskt og klart.
Jeg kiggede op, og himlen var prop fyldt med stjerner. Jeg følte mig helt utrolig lille.
(Det har jeg jo så også været!)
Men det fik mig til at tænke. På en måde betyder hvert enkelte menneskes liv jo ingenting. Ingenting.
Der er flere milliarder andre mennesker på jorden, så der sker jo ingenting hvis jorden mister en enkelt.
Eller nogle tusind. Eller for den sags skyld dem alle sammen. Så ville der bare være andre dyr, som overtage jorden. Og endda hvis hele jorden "døde", ville der ingenting ske, der er tusindhvis af andre planeter.

 På den måde er livet ligegyldigt. Som om vi mennesker bare lige hurtigt har fået chancen for at prøve at leve. Så nemt ville livet være uden følelser. Men med følelser kan vi mennesker komme til at tro, fx hvis vi føler os ensomme; "Åh, jeg har det så hårdt, Ingen kan lide mig, mit hår er grimt, osv.."

Men det er jo ligemeget. For hvad skal du bruge det til?
DIT liv er et splitsekund af jordens historie. Den er pænt ligeglad om dit hår er pænt. Den er faktisk ligeglad om du er her. Egentlig betyder du ingenting. Ingenting.

Men hvad er så vigtigt? Hvad betyder så noget?

Det spørgsmål har jeg tænkt en del over. For det er ikke helt ligetil, og det vil være forskelligt fra person til person. Men for mig, er det egentlig vigtigt at være glad. Og gøre andre glade. Have følelsen af at gøre mere gavn end unytte i verden.


Nogle gange får jeg den følelse, når jeg tænker på dybe tanker, at jeg svæver, ikke er, og er alt, og den varer kun få minutter. En kendt følelse som ikke alle får, men især store filosoffer også kender til. Jeg havde den da jeg startede med at skrive, men nu er den væk, så stopper nu. Egentlig er det meningen at jeg vil prøve at vække den følelse inde i jer. Virkede det?
Kun du ved det.

Tak fordi i gad lytte til mine tanker. Her nogle billeder som matcher teksten: