Lykke, Lykken & Lykkelighed.

Don’t change so people will like you, 

be yourself , 

and the right people will love 

the real you.

Lykken skal nok komme. Kæmp for den. Søg efter den. Men vær' aldrig trist over det du ikke har.  For lykken kommer når man mindst venter den. Grin, & lev livet. Får livet går kun en vej.

      -_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_

Hvis du har fundet lykken. 

Så nyd den. Vær taknemmelig. 

Og ikke mindst; Vær der for dem der ikke har.

For dem som ikke er så heldige som dig.

Eller for dem, hvor lykken ligger i vente, men hvor ventetiden er lidt for lang.

-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_-_

Til sidst lige et billede af min halskæder. For jeg er afhængig af disse skabninger.  Jeg smider dem altid væk, eller ødelægger dem. Men der er intet smykke der kan slå dem. Og ja jeg er kræsen. Jeg kan bedst lige sølv, lange halskæder med et rart motiv. Den der er hjerteformet har jeg fået af Tazz, den betyder meget, når det er fra ham. De andre har jeg enten selv købt eller fået. 

Her får i et billede:

 ------------------------ ------------------------ ------------------------ ------------------------ ------------------------

God weekend & God æblekage.

//Maja

Ingen er perfekte. Heller ikke mig.

Intet mennesker i hele verdenen er perfekt. Uden fejl. Fejfri.
Nogen har selvfølgelig større problemer i livet end andre, men alle vil komme ud for modgang i livet.
Før eller senere.


Alle har ting som de kun siger til deres nærmeste. Eller i hvert fald, ting som ikke lige er det første man siger når man møder nye mennesker.
Jeg har arvet en sygdom fra min far. Nu når jeg sidder og skriver det, synes jeg det lyder meget voldsomt.
Nogle vil sige det er ret voldsomt. Men folk som kender mig ved, at det ikke er noget man tænker over i hverdagen.

Min sygdom hedder MHE, Multiple Hereditary Exostoses. Jeg kalder det ekstraknogler. Min krop laver ekstraknogler samtidig med at jeg vokser, og jeg har mange ca. 20-40 stk.

Igennem de sidste 5 år, har jeg fået 7 operationer. Nogle rigtig store. Andre rimelig små.
En af de værste følelser jeg kender til, er følelsen af at folk tror jeg pjækker.
For nej, jeg er ikke i god form. Men det er også svært. Lige nu, kan jeg løbe 0,5 km, inden jeg bliver træt i benet. Det er lidt træls. Men sådan er det.

Men der er også ting jeg har været heldige med. Jeg har altid haft perfekte tænder, perfekt syn, og aldrig været allergisk overfor noget. Sådan er vi jo sjovt nok forskellige :-)

Jeg har taget billeder hvor i kan se mine ekstraknogler, og hvor lidt man ligger mærke til dem.
De er jo indenunder huden, hihihiih.
Ekstraknoglerne er markeret med en Stjerne:

Vi er alle forskellige.

//Maja

My life, Karoline #4

De næste par dage var frygtelige. Jeg havde det forfærdenligt. Som om Natalie har taget nogle kæmpe træsko, og trampet rundt i mit liv. Ødelagt alt. Alt hvad der var mit. Alt hvad jeg herskede over.
Alt. Bare alt.

Like'sen begyndte at dale lynhurtigt. Og snart var jeg ikke gudinden Karoline. Men Karoline. Bare Karoline.
Jeg begyndte at skære i mig selv. Følte ikke at jeg var værdig til at leve. Folk var alligevel ligeglade med mig.

Jeg sad for det meste bare alene. Helt alene, inde på mit værelse.
Hver dag foregik sådan. Jeg svarede ikke mine veninder. De stoppede med at skrive til mig.

Til sidst var jeg bare alene i et stort sort hul.

En dag, da jeg sad på facebook, som alligevel var ligegyldigt, ploppede en besked op. Woow, første gang i flere uger. Den var fra Natalie. Jeg overvejede først om jeg bare skulle ignorere det. Det var sikkert bare et eller andet hate, og det var i hvert fald det sidste jeg kunne magte lige nu.
 Alligevel åbnede jeg beskeden. For jeg var jo nysgerrig.

"Hey søde. Vi har aldrig fået talt så meget sammen, og du virker lidt trist for tiden. Er der noget jeg kan gøre? Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. De andre i klassen siger at de slet ikke kan kende dig mere. Skriv okay? Har selv prøvet at begå selvmord engang. Men har ikke sagt det til så mange. Knus Nata."

Som om. Vred flød i mit blod. Som om hun ville hjælpe. Og som om jeg havde brug for hjælp. Hun var fandme bare ude på at få endnu flere likes. Idiot. Kælling. So. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Hun var min fjende. Hun var dronningen med flere 100 likes. Jeg var tjenestepigen, hvis likes efterhånden var pinlige at sige højt. Jeg skulle forestille at følge efter hende. Gøre hvad hun sagde. Nej tak.