My Life, Karoline (Trailer)

Så er traileren færdig til vores film "My Life, Karoline"
-Dygtige skuespillere, kamerafolk, og andet. Glæd jer til den, den udkommer snart.
Se traileren her:

http://www.youtube.com/watch?v=asdkqZupGKY&feature=player_embedded


//Maja

My life, Karoline #6

Næste dag kom Natalie. Og næste dag igen. Og dagen efter. Hun kom hverdag.
Jeg blev gladere. En lille smule hver dag. Natalie hjalp mig op, af det sorte hul jeg var landet i.

Men en ting jeg ikke forstod. Hvorfor? Hvorfor tog hun hjem til mig hver dag efter skole?
Hvorfor var hun ikke sammen med de populære?
Hun kunne være sammen med hvem som helst. Alle elskede Natalie.
Og nu forstod jeg hvorfor.

Jeg forstod hvordan man også kunne blive populær. Uden at stritte med patterne.
Uden at skrive til alle's billeder så de også skriver til ens eget. Uden at tagge sig selv på billedet tusind gange.

Man kunne også bare være ligesom Natalie. Ligeglad. Ligeglad med facebook, likes, og det at være populær. Oprigtig. Ja, sikke et flot ord, men helt ærligt. Hun er sig selv, og er en god veninde. Sådan en slags pige, som også får en del hate.
For så er det jo folk tænker, hvorfor er hun lige blevet populær?

Hun hverken, stritter med patterne, forsøger inderligt at få en masse venner, eller tagger sig se 1000 gange på billederne.

Folk tænker at sådan en som hende, skal have noget hate. For hun er populær, uden at prøve.
Men det bedste ved det hele er, at hun er ligeglad.
Ligeglad med hate. Ligeglad med likes. Ligeglad med at være populær.

Hun er mit forbillede. Og nu har vi begge slettet facebook.
Alt med likes, hate, og popularitet er slut. Pigerne begynder at snakke til mig igen. Endda også drengene.
Ikke fordi jeg har slettet min facebook, men fordi jeg er glad. Glad som aldrig før, takket være Natalie.

Endelig forstår jeg hende. Beundrer hende. Før da jeg hatede hende, var jeg bare en af de mange andre der hatede hende. Men jeg indser først nu, hvorfor jeg ikke kunne lide hende. Jeg var misundelig.

Alt det slut. Hele den onde cirkel. Vi ses, jeg smutter ud og shopper med Natalie. Ja, tænk! Alt det man har tid til når man ikke har facebook at tjekke. Hej hej...


(Dette var sidste afsnit. Håber du nød novellen. Knus fra Maja.)

My Life, Karoline #5

Mit liv var forandret. Ødelagt. Folk sagde "Hej" oppe i skolen og sådan.
Men på facebook.. Var jeg som luft for dem. Ligegyldig. Hende uden likes.

Men hvis folk, syntes jeg var ligegyldig. Og jeg selv synes jeg var ligegyldig.
Hvorfor var jeg her så?
Livet var ydmygende.

Jeg pjækkede en del fra skole. Var ligeglad.
Mit værelse var rodet som aldrig før, og jeg var ligeglad. Igen.

En dag, da jeg sad på værelset, under dynen. Pjækkede igen. Bankede det på døren.
Mor ville først være hjemme klokken 16, så hvem det var, kunne jeg ikke regne ud.
Jeg gik slattent ud mod døren. Åbnede den, og så hvem der stod der, lige foran mig.
Jeg følte frygt. En susende kold vind, sivede igennem min krop.
Det var Natalie. Hun hadede mig sikkert. Fordi jeg var så ligegyldig, klam, og ingenting.

Men hun smilede. Jeg kiggede på hendes mørke øjne, som jeg altid har været tryg ved. Så tryg at jeg har følt mig bange. Det var også sådan andre følte om hende, og det var derfor så mange kunne lide hende. Eller måske bare fordi hun havde mange likes.

I cirka et minut stod vi bare og kiggede. Så sagde hun: "Hej. Må jeg komme ind?"

Med ét, forsvandt alt der havde været tryg, og jeg var igen bange. Hvad ville hun her? Fortælle mig, hvor ligegyldig jeg var?

Jeg råbte af hende: "Jeg ved sku da godt at jeg er ligegyldig. At du er bedre end alle. Jeg ved godt, at du har så mange likes, at man skal kunne lide dig. Ellers er man ude. Ude af fællesskabet. Du behøves ikke komme her og fortælle mig noget som helst. Fortælle mig, at du har ødelagt mit liv. Skrid. Bare SKRID!"

Jeg smækkede døren hårdt i, og løb med tårer i øjnene op ad trappen, op til mit værelse.
Hvad havde jeg gjort? Jeg hav gjort mig selv til grin. Kritiseret hende, man skal kunne lide. Gudinden. Natalie.

Jeg var pinlig over mig selv, og blev i flere dage i min seng. Min mor var ligeglad. Hun troede jeg var syg.

En dag bankede det igen på døren. I nogle sekunder overvejede jeg om jeg overhovedet skulle åbne. Hun kiggede på mig igen. Roligt. Trygt.

"Karoline. Jeg er ikke ude på at ødelægge dit liv. Jeg har slettet mi facebook." Jeg var overrasket. Jeg vidste godt, at det ville tage hende flere uger, at samle alle de likes sammen som hun havde før.

"Livet er ikke kun facebook. Det er som om man har to liv. Det rigtige, og facebook. Jeg har nu slettet mit ene liv, og vil leve det andet fuldt ud. Vi kan gøre det sammen. Leve livet. Du ved YOLO, og alt det der."

Jeg forstod hende ikke rigtigt. Man kunne sku da ikke leve uden facebook. Vi ville ende ligesom Troels i klassen, som ikke aner en skid, og ingen venner har, fordi han ikke har nogen facebook.

Men måske. Natalie gav mig en indre styrke. Hvis hun kunne, kunne jeg også. Især fordi hun har så mange venner. Alle elsker hende.
Men gør de også det, når de finder ud af at hun har slettet sin facebook? Sit andet liv?

My life, Karoline #4

De næste par dage var frygtelige. Jeg havde det forfærdenligt. Som om Natalie har taget nogle kæmpe træsko, og trampet rundt i mit liv. Ødelagt alt. Alt hvad der var mit. Alt hvad jeg herskede over.
Alt. Bare alt.

Like'sen begyndte at dale lynhurtigt. Og snart var jeg ikke gudinden Karoline. Men Karoline. Bare Karoline.
Jeg begyndte at skære i mig selv. Følte ikke at jeg var værdig til at leve. Folk var alligevel ligeglade med mig.

Jeg sad for det meste bare alene. Helt alene, inde på mit værelse.
Hver dag foregik sådan. Jeg svarede ikke mine veninder. De stoppede med at skrive til mig.

Til sidst var jeg bare alene i et stort sort hul.

En dag, da jeg sad på facebook, som alligevel var ligegyldigt, ploppede en besked op. Woow, første gang i flere uger. Den var fra Natalie. Jeg overvejede først om jeg bare skulle ignorere det. Det var sikkert bare et eller andet hate, og det var i hvert fald det sidste jeg kunne magte lige nu.
 Alligevel åbnede jeg beskeden. For jeg var jo nysgerrig.

"Hey søde. Vi har aldrig fået talt så meget sammen, og du virker lidt trist for tiden. Er der noget jeg kan gøre? Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. De andre i klassen siger at de slet ikke kan kende dig mere. Skriv okay? Har selv prøvet at begå selvmord engang. Men har ikke sagt det til så mange. Knus Nata."

Som om. Vred flød i mit blod. Som om hun ville hjælpe. Og som om jeg havde brug for hjælp. Hun var fandme bare ude på at få endnu flere likes. Idiot. Kælling. So. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Hun var min fjende. Hun var dronningen med flere 100 likes. Jeg var tjenestepigen, hvis likes efterhånden var pinlige at sige højt. Jeg skulle forestille at følge efter hende. Gøre hvad hun sagde. Nej tak.

My life, Karoline #3

Anden dag i skole. Ny pige i klassen. Jeg var spændt på at se hvordan hun så ud, bare hun ikke var pæn, og populær. En dag ville give mig konkurrence, det var det jeg frygtede.
Idag gjorde jeg mig ekstra lækker, den nye pige skulle vide at det var mig der bestemte her i klassen.
Hun skulle ikke være i tvivl.
Da jeg kom op i klassen stod alle pigerne i en ring om den nye pige.
Lige hvad jeg frygtede.

Da jeg kom hjem var jeg nervøs. Nervøs for at se hvor mange likes den nye pige havde. Hvpr populær hun var i forvejen. Hun hed Natalie. Den (nye) populære pige Natalie.
Jeg kiggede på hendes profilbillede. Rødt farvet hår. Spiser pizza, taget med et rigtig godt kamera. Se selv:

Irreterende flot. Irreterende mange likes. Jeg hadede hende. Afskyede hende. Jeg kiggede på hendes væg, den var fyldt med opslag fra dem fra klassen de skrev:
"Woow, hvor er jeg glad for at du kom ind i klassen, du er fantastisk!" eller

"Jeg er glad for at du idag er blevet min nye veninde! Håber vi får nogle fantastiske år sammen!"
og ikke mindst:
"Bare jeg var som dig, du er jo helt igennem perfekt."

Selv Thea skrev på hendes væg...
Det var nu eller aldrig. Nu jeg skulle bevise at jeg var bedre end den nye Natalie. Jeg  valgt derfor at ligge et nyt profilbillede ud af mig. Det skulle være perfekt. Jeg brugte de næste par timer, på at finde et perfekt billede, og kom frem til dette resultat:

Jeg synes selv det var rimelig godt. Jeg lagde det ind og sad og ventede på de kommende likes. Haha, nu kunne den nye Natalie rigtig se hvem der styrer! Jeg ventede 5 min. 2 likes... 10 minutter, 10 likes, 30 minutter, sølle 25 likes.... Jeg kunne godt ligge mig ned og græde. For grædefærdig det var jeg...
Og det var så også det jeg brugte de næste 2 timer på.....