Slut med triste ord ingen forstår

Den sidste måneds tid har været en tid, hvor jeg har skrevet om ting kun mig og måske få personer forstår.
Nu kommer en rigtig tekst, uden sammenhæng til mit personlige følelsesliv. Nyd det! ha

Flygtet fra forfølgelse

Han var ikke en af de romantiske mænd, som man ser på film. Han kom ikke med hemmelige romantiske breve, eller røde roser. Han duftede ikke godt, eller havde et sødt smil. Baggrundssangen var ikke en smuk klassisk sang, eller en anden akustisk sang, spillet af en flot mand med guitar.  Han var ikke en genert romantisk fyr, slet ikke. Det var slet ikke sådan en slags hemmelig beundrer, jeg havde mig. 

Han var en af den slags, man helst vil af med. Ligesom en tæge, eller en fodvorte. En man ikke lige fortæller sine venner om, i første samtale. Det var kun mig som kendte ham. Jeg kendte ikke hans navn, men jeg kendte alt andet om ham. Han var stor og stærk, og stank af sved, mug og alkohol. Han var altid iført store hættetrøjer, gerne grå, jeg tror det var hans yndlingsfarve. Han havde et stort hoved, alt for stor til den tætte sorte hue, han altid gik med. Han var overalt.

I byen, omkring mit hus, skolen, mine veninder, men ikke mindst også i drømmende og tankerne. Hvor jeg var, var han også. Hver eneste dag levede jeg i mit eget mareridt, og jeg var altid angst for at være alene. Når jeg var alene, var jeg mest sårbar. Det havde jeg fundet ud af.

En dag, helt præcist en tirsdag aften, havde jeg lovet min mor at købe ind til varm kakao. Min mor har altid lært mig, at jeg aldrig skal se mig tilbage, i livet eller noget andet. Det gjorde jeg heller ikke den dag, det var koldt og det regnede, men min mor var syg, så selvfølgelig skyndte jeg mig af sted.  Da jeg kom ud til cyklen, med favnen fyldt af kakao, stod han der. Han sad faktisk. På en cykel, min cykel. Mit hjerte bankede hurtigere end aldrig før, og jeg lagde stille varerne i kurven og sagde med den mindste stemme: ”Er du sød at flytte dig?”

Han grinede højt. Selvfølgelig ville han ikke det. Jeg løb hjem den aften. Hurtigt, og uden kakao. Efter den aften, var jeg aldrig fri. Altid under opsyn.  Den sidste aften jeg så ham, var den værste. Det er kun få dage siden, og alt hvad der skete, står klart som stjernerne på den mørkeste himmel, i min hukommelse. Hans sorte hue, og det uhyggelige grin, med de grimme tænder. Jeg husker hans ånde, tung, dyb, og fyldt af væmmelse, som en madpakke der har ligget flere måneder i tasken. Skrigene, de stærke hænder, og for evigt og altid; minderne.

Jeg plejer ikke at tage impulsive beslutninger. Alligevel gik der ikke lang tid, før jeg sad på det første fly mod Mexico. 16 år og rejser allerede alene, og endda så langt. Hvad vil mor dog ikke tænke?

Næste dag vågnede jeg ikke op med angst, for at han stod ved siden af, som jeg plejer. Jeg vågnede ved det rolige hav, med bølger som suser kraftige, ind og ud på stranden. Ikke mindst også stemmerne, stemmerne på de glade turister, som i årevis har ventet og sparet sammen til deres rejse i Mexico. Glæde. 

I dag skulle være min sidste dag, men da jeg vågnede fik jeg en anden følelse indeni. Pillerne lå klar på bordet, sammen med mit afskedsbrev, men da jeg vågnede, skænkede jeg ingen af delene en tanke. Jeg tog tøj på, og travede af sted mod bølgerne og der rolige hav. Forbi de mange hoteller med blå pools, og glade turister. Glade. Glæde. Jeg vendte mig ikke om, for at se om han var bag mig. Det er jeg stoppet med nu, for nu er jeg endelig tryg. Min mor har altid lært mig, at jeg aldrig skal se tilbage. 

Hvad vil i helst læse fra mig? Små tekster? Digte? Tekster om mine følelser og tanker i øjeblikket?

Kontakt mig gerne, vil vildt gerne høre det!