0,1, tusind følelser

At savne er kedeligt. Det er kedeligt at bruge sit liv på at sidde og tænke på en anden person, græde, høre triste sange, og tænke på alt der minder dig om jer. Det er okay at savne, hvis man har mistet. 

Men hvad hvis man ikke har? Hvad hvis man tror og regner med at det man savner får man igen? 

Så er det bare endnu kedeligere at savne. 

Jeg er faktisk ret gal. Gal og vred. En følelse der bare sidder inderst inde, uden at man går og er sur hele tiden. Vred, fordi man selv har valgt det. Vred, fordi man savner, men prøver at lade som om man ikke gør. Vred, fordi at man ikke sidder og græder og er trist. Vred fordi at live går videre dag for dag, og fordi man egentlig har tusind andre ting man også kan lave. Gal, fordi man hverken gider gennemføre eller ikke. Gal, fordi man ingenting hører fra den anden. Ja, hvordan har du det. Er du glad? Trist? Savner du? 

Ingenting. Okay. 

Hør her. Dagene går. Jeg kan leve uden. Jeg er ikke trist. Jeg græder ikke. Men jeg er ikke lykkelig. 

Jeg sidder og skriver forvirrede ord ned, på et dokument som før var helt tomt. Hvad skulle det fyldes med? 

Nu er det fyldt med alle de her, ligegyldige ord. Jeg er ikke tilfreds. 

Jeg kan dine små nedskrevne ord i hovedet. Hver og et. Dette her indlæg er fuldstændig ligegyldigt, og jeg forstår hvis du nu sidder tilbage med en skuffet følelse. Hvorfor brugte jeg 2 min på at læse det her. Øv. Jeg brugte 15 på at skrive det. Det er også øv. Øv øv. Vi ses. 

lad os bare feste hele lortet væk