In life live angels (del 2)

Nåede du ikke at læse del 1? Du kan finde den ovre i højre side under "In life live angels"

In life live angels (del 2)

Slut med tilfældigheder. Slut med skæbnen. Slut med tårer. Smukke tårer. Rigtige tårer. Tilbage til virkeligheden. Selvom det ER virkeligheden.

Hun hedder Kamilla. Jeg elsker hende. Nogengange elsker jeg hende mere end mig selv. Når hun har ondt, har jeg ondt. Og det har jeg. Kender du det virkelig at have ondt i sjælen? Hjertet måske?
Det er en mærkelig følelse. Og den er sand. Ikke noget skidt jeg bare skriver. Nej det her, er en sand følelse. Du kender det nok selv. Sådan ondt aller dybest inde. Derinde hvor alle følelserne sidder, hjertet ville man sige. Men alle ved at i hjertet sidder ingen følelser. Derfor må der være en sjæl indeni os. Det er den eneste mulighed. For ondt i sjælen, ja det er en sand følelse.

Men hvorfor? Hvorfor skal hun have så ondt? Hun har aldrig gjort nogen noget. Og ingenting har gjort hende noget. Er det skæbnen? Eller tilfældigheden?
Jeg ved det godt. Jeg lovede ikke at tale om det. For uvished, er noget af det aller værste.
Jeg kan intet gøre for at forhindre at skaden er sket. Jeg kan ikke samle de tusindvis a glasskår, og sætte skålen op hvor den stod. Præcis som før.

Jeg skrev selv at uvished er det værste. Undskyld for min uvished. I vil selvfølgelig gerne vide hvad der skete. Kamilla har ingen mor. I hvert fald ikke længere.
Det skete en mandag aften. Jeg husker den selv helt tydeligt. Jeg havde lige fået det nye "Vi Unge" blad ind af døren, og sad helt opslugt. Kamilla & hendes mor skulle en tur i fitness. Det gjorde de somme tider.
Det var glat. Resten kræver ikke den store matematiker at regne ud. Kamilla's mor ville beskytte hende, og kastede sig over Kamilla. Kamilla var helt uskadt. Det var hendes mor ikke.

Jeg fik et opkald. Det værste jeg nogensinde har fået. Det var Kamilla. Hun skreg og sagde hendes mor's hjerte ikke bankede, og hvad hun skulle gøre, hun havde lige ringet til en ambulance. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan jeg skulle reagere. Jeg kørte ud på sygehuset. Eller, fik min mor til at køre. Derude sad jeg og bare holdt om Kamilla. Holdt hende godt og tæt ind til mig. Der gik lang tid før hun kunne fortælle hvad der var sket.
Det er 2 måneder siden nu. Intet er forandret siden den dag. Kamilla græder. Jeg holder om hende. Hun græder endnu mere. Jeg holder bare stadig.

Jeg burde gøre noget. Nu. Lige nu. Vi ses, nu skal der gøres noget. Finde noget glæde.